At være svag og sårbar..

 


Nogengange kan livet være uretfærdigt, hårdt og pisse hamrende tarveligt for at sige det ligeud. Sådan nogle dage har jeg haft de sidste par dage, kender i de dage? Man gider ingenting, har ingen energi, Bamse og Kylling kan få én til at græde og intet synes at ændre sig, du er stucked – Skal leve sådan forevigt.
Når sådanne dage melder sig, har jeg lært min krop og mig selv godt nok at kende så jeg ved nøjagtig hvad jeg skal gøre for at få det bedre. Nogle dage er det sundt bare at blive i den følelse, have ondt af sig selv og smæske sig i dårlige film og chokolade.

At være voken er en titel man har gået målrettet efter siden man var lille. Alle de voksne måtte gøre hvad de ville, de kunne være længe oppe, spise slik morgen, middag og aften hvis de havde lyst. De kunne såmænd bo alene og købe hvad de ville. Men den dag man så bliver voksen finder man ud af at alle disse ting man kun kunne drømme om som lille, som nu er en realitet og at man er sin egen herre, måske ikke altid er lige fedt.
Sommetider har jeg virkelig brug for at der er nogen til at tage over, nogen der kan kramme mig og bare være den voksne, nogen som kan tage stilling til tingene og bare lytte. Nogen som kan tage alle mine problemer til sig og fjerne presset fra mine skuldre.

Jeg er den største i en søskende flok på 4 og har altid skulle bærer et vis’ ansvar overfor mine mindre søskende. Et ansvar som betød at jeg var den ældste og burde vide bedre, burde tage den voksne rolle og vise dem hvordan man arter sig og opfører sig i den virkelige verden. Det skal lige siges at dette intet har med mine forældres opdragelse at gøre eller at jeg har haft en lorte barndom, for det er på ingen måde sådan det har været, tværtimod har jeg haft en barndom fyldt med kærlighed. Men jeg tror det ligger til alle større søskende (og det voksne liv) at man måske ubevidst vælger at bærer sådanne ansvar overfor sine søskende, være en støtte som kun en storesøster/bror kan være, som forældrene ikke kan være. Det er en god ting, en god evne, en dyrebar gave til sine mindre søskende. Men sommetider kan dette også være hårdt.

Når man som jeg er et meget følsomt menneske som tit og ofte pakker mig selv væk for at være der for alle andre og ofte træder langt over mine egne grænser for at være der for andre, så har jeg nogengange brug for nogle som kan kramme mig, og lytte til alt hvad jeg har at sige, tage det til sig og være der. Nøjagtig som jeg er det for alle andre. Jeg kan nogengange sidde med følelsen om at en anden person har suget alt kraften ud af mig, fordi jeg ikke siger fra, og så bag efter sidder med følelsen af at man før var en stærk vindrue og nu er blevet en helt slatten rosin. Og det er ligenøjagtig sådanne situationer, jeg mangler den person som kan fylde alt den kraft jeg før havde, tilbage i kroppen igen.

Jeg håber i kan følge mig, hvor jeg vil hen med dette indlæg.. Som i ved er bloggen jo for mig, mit frirum og her hvor jeg kan uddybe hvad jeg render rundt og tænker. Og lige netop dette emne, har været cirkulerende i mine tanker længe. I mine øjne er det en styrke at være sårbar og kunne fortælle at man er det og vide nøjagtig hvad man mangler for at vende rundt. Den energi jeg mangler sommetider, den trøst og næring som sommetider forsvinder, finder jeg i naturen. Efteråret specielt, dage som billederne ovenover. Oli, hundene, Dyrehaven, efterår, frisk luft og motion – Der finder jeg ro og trøst. Lige der, finder jeg lykke og bliver fyldt op med ny energi.

Kan du ikke være der for dig selv, kan du ikke være der for nogle andre.