Jeg var utrøstelig, fuldstændig grædefærdig..

Igår skulle Oli se koncert fra et Apple Event, så jeg valgte at ligge mig ind i sengen ved siden af ham med computeren på skødet, hørerbøffer i og zappe rundt på Netflix. Jeg fandt hurtigt frem til at jeg skulle se Moulin Rouge, da den pludselig poppede op på forsiden af min Netflix konto. Jeg erindrede godt noget med at den var ufattelig sørgelig, sådan lidt Titanic agtigt (jeg var utrøstelig efter den film, og har ikke set den siden den fik comeback i biografen for et par år siden), men jeg erindrede den dog ikke så sørgelig som den lige pludselig var igår.

Hele filmen var jeg fuldstændig opslugt af hvad der skete, og kunne godt mærke tårerne presse sig på et par gange, men ikke mere end jeg lige snøftede en enkelt gang og så var det, det. Men da jeg nåede mod filmens slutning præcis 13,57 minutter fra filmens ende, kunne jeg ikke mere. Jeg har stadig ikke set den færdig.. Da utroligt smukke Nicole Kidman, lå døende i armene på hamrende charmerende Ewan McGregor (drømmemanden!!!! Ligesom Oli) knækkede filmen for mig! Jeg tudbrølede og puttede mig hulkende ind til Oli, som ingenting fattede, og sad bare der til jeg var færdig-trøstet. Bag efter kunne jeg ikke lade være med at smile lidt af hele situationen og tænke over hvor glad jeg var for at både Oli, hele min familie og jeg er raske.

Jeg fik sat mig selv ind i Nicole Kidman’s (I filmen, Rose) sted. Jeg forestillede mig selv i fuldstændig selvsamme scene, med en grædende Oli og familie, og det var lige mere end jeg kunne håndterer. Den film er så fuldstændig magisk instrueret og med fuldstændig fantastiske skuespillere som alle giver en kæmpe oplevelse! Hvis ikke du har givet dig selv den gave at se Moulin Rouge, syntes jeg du skal plyndrer alle film butikker og Netflix webadresser for at berige dig selv med en fuldstændig fabelagtig film!
Jeg var blown away allerede første gang jeg så den og hvis ikke endnu mere anden gang!